Nycirkus - På Nor­disk Vand

Lørdag kl. 11.30, Sailor Scenen

I stiv kuling står havgusens helte på Gaffelriggen Johanne klar med et vildt og imponerende cirkus-show. 
Gaffelriggen Johanne har sejlet tusindvis af sømil fra Nordsøen gennem lumske Skagerrak til den åbne Østersø. Hun har lagt skrog til galskab og skørbug og i ly af natten har hendes besætning konspireret, drukket og lært sig selv nye tricks.

Forestillingen er en gal og genial balancegang om livet ombord og om verden på land. Med halsbrækkende akrobatik fra masten, håndstand i vinden og uovertruffen præcision i alt hvad der sker, viser besætningen af artister og musikere, hvad der sker, når kommandolinjer går fløjten, og det kreative anarki bryder ud.

”Nycirkus på Nordisk vand” er et flot og forførende cirkusshow af ca. 60 min. varighed med livemusik af den svenske electronica-artist Jenny Nilsson og anbefales til publikum af alle aldre.

Fri entré

En del af Trekantområdets Festuge