Skibet Nordstjernen

Lørdag / 10.00 - 17.00 / Lystbådehavnen

"Et kulturbærende fortælleskib"

Nordstjernen er et kulturbærende fortælleskib, der nu sejler med tankegods som fragt ind i fremtiden, et innovativt og kreativt miljø, en ny kulturaktør med bidrag til læredygtighed, væredygtighed og bæredygtighed.

Hun et gammelt sejlskib – hendes type kaldes en jagt. Hun er med nogle ganske få års forskel lige så gammel som fregatten Jylland. Hun er også et stykke sejlende kulturhistorie – som vi har en opgave i at passe godt på. Poetisk kalder vi hende ”et kulturbærende fortælleskib, der er hjemsted for langsomhedens poesi, filosofi og sejlervisdom”.

Nordstjernen er den næstældste jagt i Danmark og er på grund af sin historiske betydning blevet erklæret bevaringsværdig af Skibsbevaringsfonden. Skibsbevaringsfondens retningslinjer for vedligeholdelse af bevaringsværdige skibe er udgangspunkt for al vedligeholdelse af Nordstjernen.

Arbejdet med at vedligeholde hende varetages af foreningen Jagten Nordstjernens Venner, som ejer skibet og står for al sejlads med skibet. Alle kan som udgangspunkt blive medlem af Jagten Nordstjernens Venner. I 2023 udgør et årskontingent kun kr. 200,-. Et medlemskab giver adgang til de forskellige sejladser, der afvikles i løbet af sejlsæsonen. Evt. betaling for den enkelte sejlads vil fremgå. Man kan følge de forskellige sejladser og øvrige aktiviteter på vores hjemmeside http://www.jagtennordstjernen.dk/

Som medlem er du med til at støtte et vigtigt stykke sejlende kulturarv.

Du får mulighed for at lære sejlads med et gammelt træskib.
Du får mulighed for at lære alt om vedligeholdelse af skibet.
Du får mulighed for at lære alt om skibets rig og sejlføring.
Du får mulighed for at lære at sejle skibet.
Du får mulighed for ”bare” at sejle med på en herlig tur på vandet.

Sidst men absolut ikke mindst får du mulighed for at være en del af velfungerende fællesskab ombord.

Vi glæder os til at se dig ombord!

Nordstjernen
Nordstjernen